Her er logoet!

For nogle uger siden berettede vi om logo-konkurrencen hos CELFs design-elever, som var blevet initieret for at finde et projekt-logo for RE-BAL. Den 1. december 2020 blev vinderne kåret og de tre bedste forslag blev præmieret. Det forslag som vandt kom fra Søren Rasmussen, Valdemar Kirkegaard Andersen og Kasper Madsen, som fik et kuffertmærke, en drikkedunk og biografbilletter. Anden pladsen gik til Noah Ellekjær og Mattias Holse, som fik et kuffertmærke og en drikkedunk. Tredjepladsen gik til Lasse Harald Jensen, Mikkel Bengtson Andersen og Patrich Schau Andersen, som hver fik et kuffertmærke.

Nu kan vi altså endelig præsentere logoet for RE-BAL! Logoet viser en bjergged på en klippe. De tre unge mænd forklarer, at bjerggeden symboliserer mange af de attributer, som RE-BAL står for: ”Bjerggeden symboliserer bevægelsesfrihed, balance og evnen til at overkomme udfordringer. I udformningen af logoet lagde vi også vægt på, at bjerggeden udstråler en inspirerende stolthed og har blikket mod en lys fremtid”.

Logoet afspejler således meget godt projektets aktiviteter: at stræbe efter mobilitet, overvinde hindringer og være med til at skabe en balance i regionen.

Konkurrencen blev taget godt imod hos eleverne. Citat fra Lasse Harald Jensen: ”Det er altid spændende at få lov til at lave noget, der faktisk bliver brugt til noget bagefter. Det, at vi har at gøre med noget reelt, og så i form af en konkurrence med andre, gør én noget mere motiveret og hjælper én med at leve sig mere ind i opgaven”.